D7500 / AF-S 28mm f/1.4E ED, 1/320, f/10, ISO 100, 0EV
Sild - eller Sylt på tysk, er en fascinerende ø i vadehavet lige ud for den dansk/tyske grænse og syd for Rømø. Der er tre måder at ankomme til Sylt. Med bilfærge fra Rømø, med biltog fra Tyskland og med Fly. Mange tyskere tager turen via Rømø - hvilket vi også gjorde. Jeg har altid gerne ville besøge Sylt - som også kaldes "Tysklands Monaco" og som efter sigende skulle byde på en helt specielt natur. Begge udsagn viste sig at være absolutte sandheder.
Øen har gennemgået en markant historie samt geografisk udvikling, som jeg ikke skal komme ind på her - men blot henvise til følgende link. Som landskabsfotograf er der nogle to markante motiver - klitterne og havet - eller en kombination af disse to. Siden 1972 har myndighederne arbejdet på at sikre klitterne fra at forsvinde i havet på vestsiden, hvilket har resulteret i muligvis den længste, bredeste og hvideste strand i Europa på over 40 kilometer fra Nord til Syd - bare prøv at se på Sylt via Google Maps. Man kan bare gå og gå og gå (og det bliver hurtigt ensformigt). Men det er godt for afstresning og blot lade tankerne flyde, mens blikket søger horisonten og ser rolige store flader i form af sand og hav. Her er pinligt rent. Ikke eet eneste stykke affald fandt vi. Tyskerne er hysteriske med at holde stranden og hele øen ren. Det er virkelig en sand fornøjelse. Fugle livet er rigt, så der er fantastiske muligheder for fotografer med dette speciale.
Jeg er fascineret af klitterne. Det er et bølgende landskab, der folder sig ud foran een i næste ren uendelighed. Solen, vinden, duften, fuglenes kvidren og den "stilhed", som fraværet af andre mennesker og biler skaber, er bare godt for sjælen.
Med på weekend opholdet bragte jeg "kun" mit Nikon D7500 med det nye AF-S Nikkor 28mm f/1.4E ED, som jeg normalt kun bruger på mit Nikon D810, men gerne ville teste på et kamera med DX-sensor, hvilket "øger" den effektive brændvidde til 42mm. Dette er jo ikke rigtig en brændvidde for landskaber, som det ville være hvis jeg havde monteret objektivet på D810. Men ved at tage en række billeder og sammensætte dem i Lightroom som et panorama, så kom jeg nemt ud over denne problemstilling. Billedet i starten af denne artikel er således sammensat af 12 billeder taget i hastig rækkefølge - håndholdt og på indstillet på blændeprioriteret automatik (A). Normalt ville jeg anvende et stativ og vælge manuel indstilling (M), for at sikre en ensartet eksponering.
Det færdige foto måler 27746 x 3268 pixel og fylder 53,7 MB. Her er det dog reduceret i størrelse til ca. 3 MB.
At Sylt er Tyskland's "Monaco" er for øvrigt korrekt. Aldrig har jeg set så mange store biler af tysk fabrikat (og nogle få Italienske) samt gigantiske sommerhuse. Der er over 300 spisesteder på øen, og priserne svarer til vi danskere er vant til at betale på restauranter.
Her følger nogle stemningsbilleder fra Sylt / Sild.
Manuel Fokus | Du er kun et klik væk fra dit bedste foto | larskirsteinphoto.com
Kommentarer
Send en kommentar