Matt Granger bor i Australien og etablerede et YouTube brand under synonymet "That Nikon Guy". Nu har han udvidet sine aktiviteter til at dække flere brands, og markedsfører sig nu under sit normale navn "Matt Granger". Jeg har fulgt ham i flere år, idet han rent faktisk ved en del om fotografering og forstår at formidle dette gennem sine videoer.
Den seneste video fra Matt omhandler et globalt problem - "det grå marked" - altså varer indkøbt i udlandet - typisk i USA eller Hong Kong - som sælges langt under markedspris i det lokale marked. Det er specielt et fænomen der rammer kameraer og objektiver. Flere producenter tilbyder global garanti på f.eks. deres objektiver, så som forbruger er du dækket af deres garanti - uanset hvor produktet er leveret fra til forhandleren.
Når en dansk forhandler skal købe produkter, så henvises de til lokale distributører, der får varerne leveret direkte fra producenten. Men på grund af producenternes manglende evne til at holde et ensartet prisniveau globalt samt lokale omkostninger, afgifter og skatter, så opstår der ofte store prisforskelle på det samme produkt. Det gør det muligt, at købe produkter i udlandet og sælge dem parallelt med de autoriserede salgskanaler med samme garantirettigheder, men til en lavere pris.
Som forbruger er man altid interesseret i at få varen til den lavest mulige pris. Det har skabt prissammenligningssteder såsom Pricerunner, hvor prisen på en vare kan sammenlignes på tværs af mange forhandlere. Sætter een af disse forhandlere prisen ned, så går der ikke mange timer før de andre følger med. Dermed opnår man ikke en prismæssig konkurrencefordel. Men hvis man kan købe varen uden om de autoriserede salgskanaler til en langt lavere pris, så kan man skaffe sig en prisfordel i en periode. Dette er også kendt som "grå marked" import.
Når du søger på et givent produkt på f.eks. Pricerunner, og du ser en markant stor prisforskel fra hovedparten af forhandlerne ned til een eller to forhandlere, så er det næsten med sikkerhed tale om, at disse forhandlere har købt varen udenom de normale salgskanaler. Skal du være bekymret for det? Kan du ikke være ligeglad, så længe du får den varer du vil have til en attraktiv pris, og garantien fortsat er den samme?
Jeg peger ikke finger her. Det er svært at sige hvor problemet opstår, og om det er forkert at udnytte "systemets svagheder". Det er en konsekvens af varens fri bevægelighed, store internationale indkøbere og global handel. Konsekvensen er dog, at mange forhandlere, der ikke vælger at importere varer fra det "grå marked", mister salg og dermed er tvunget til give op og lukke forretningen. Skal du være bekymret for det? Kan du ikke bare "søge på nettet", "få viden via nettet", "bestille dine varer via nettet" og så egentlig være ligeglad med den "lokale fotoforretning"?
Hvad er jeres holdning til denne problematik? Er det "may the best man win - local as global" eller bør producenterne sikrer sig, at det globale prisbilled harmonerer i en grad, så vi som forbrugere kan leve med små prisforskelle og ikke skal undres over de åbenlyse store prisforskelle som eksisterer på eksisterende som helt nye produkter på tværs af lande (her tænker jeg på Nikon Df), hvilket giver grobund til det "grå marked".
Kommentarer
Send en kommentar